Om projektet

Formål

Projektets formål er at udnytte det store læringspotentiale, der ligger i at arbejde med elevernes faglige skrivning i dansk og natur/teknologi allerede i indskolingen. Med afsæt i en tilpasset skrivedidaktik udvikles en række forløb med fokus på, at eleverne skal skrive sig til læring og tilegne sig fagets begreber gennem produktion og udgivelse af små fagbøger.

Baggrund

Når et fag skal læres, er tilegnelse af fagets sprog central. Fagsproglig tilegnelse sker bedst i variation og samspil mellem forskellige produktive og receptive tilgange som fx tale, lytte, læse og skrive. I natur/teknologi udvikles forståelse og bevidsthed om faget i kommunikative sammenhænge og fællesskaber, hvor eleverne skal forholde sig til, beskrive og diskutere hændelser og fænomener fra deres natur/teknologioplevelser i dagligdagen.

Det er alment kendt, at skriftsproget er et vigtigt middel til både erkendelse og tilegnelse af faglige begreber (f.eks Dyste, Hertzberg, & Hoel, 2001). Det faktum, at elever kan skrive sig til faglig viden, er gennem tiden kommet rigtig mange elever på mellemtrinnet og i udskolingen til gode. Det har langt fra i samme grad været praksis for indskolingselever, da deres skriftsprogsniveau har besværliggjort en praksis på dette område. Elever kan faktisk skrive allerede, når de kommer i skole, og vi skal udvikle og udfordre denne praksis ved at lade eleverne skrive sig ind i fagene og derigennem tilegne sig fagets sprog og faglige kompetencer.

Med metoderne “at skrive sig til læsning” (Hagtvet, 1992; 1997) og “opdagende skrivning” (Hannibal, Korsgaard, & Vitger, 2019) er skrivning siden 2010 blevet en væsentlig større del af praksis i indskolingen. Kort fortalt bygger metoderne på en helhedsorienteret tilgang til skriftsprogstilegnelsen, hvor eleverne med udgangspunkt i deres aktuelle niveau eksperimenterer og skriver sig ind i skriftsproget (læsning og skrivning). I “opdagende skrivning” er et vigtigt element, at en voksen (fx læreren) “oversætter” elevens skriveforsøg til konventionel skrivning, som eleven kan spejle sig i og lære af. En metode, som i vid udstrækning kan sammenlignes med den måde, børn lærer at tale på. Barnet gør et taleforsøg, der gentages korrekt af mor eller far, og som barnet lærer af, og næste gang udtaler barnet sig mere forståeligt/korrekt.

Den voksnes “oversættelse” af barnets skrivning gør også, at teksten uanset niveau gøres læsbar for andre. Det betyder, at barnet fra en tidlig alder oplever, hvordan skriftsproget kan bruges til fastholdelse af tanker, idéer og viden og derigennem virker som kommunikationsmiddel. En erkendelse, som har en stor betydning for elevernes motivation og forståelse for skriftsproget.

En væsentlig del af metoden er den afsluttende offentliggørelse, hvor eleverne deler deres bøger digitalt og/eller udskriver dem, så de kan læses af alle. Bøgerne kan herefter udstilles på skolens pædagogiske læringscenter og eventuelt udstyres med stregkoder, så de kan lånes ud på linje med andre fagbøger. Offentliggørelsen spiller en væsentlig rolle for elevernes oplevelse af meningsfuldhed og motivation i projektet, da de oplever sig selv som forfattere af indhold, der også har værdi for andre.

Finansiering

Partnere